TERF rimer på SWERF

I forbindelse med min afgang fra Facebook blev jeg 'beskyldt' for at være stolt af mit nyerhvervede TERF-stempel. Det er jeg, som jeg vist har nævnt, ikke.

Jeg har ikke et forhold til et ordet. Det er en konsekvens af mine holdninger, og at folk begynder med skældsord får mig ikke til at bøje hovedet og sige: 'Nå, ja, okay så, jeg giver mig'. Hvem skulle vinde på det? Ikke mig. Så måske dem, der bruger den slags metoder for at få folk til at rette ind, men den klub skal jeg ikke være med i.

Men det skal ikke handle om det. Det skal snarere handle om et andet stempel, man kunne hæfte på mig (nu man er i gang). Jeg vil nok også falde ind under betegnelsen SWERF. Jeg er nemlig imod prostitution.

I min verden er det egentlig ret simpelt: Der er dem, der holder på, at kvinder skal have RET til at vælge at sælge sex som erhverv. Jeg laver den hurtige prøve: Gavner det kvinder som gruppe? Nej, gu' gør det ej. Der er så mange kvinder, der bliver smadret af det erhverv. Og sjovt nok, så er det ligesom med TERF-stemplet ikke hovedsageligt andre kvinder, der ødelægger livet for prostituerede - det er vel snarere mænd, for ikke at tale om hele vores kultur, der er hyperopmærksomme på kvinders seksuelle eskapader.

Jeg ser ikke min modstand mod prostitution som en modstand mod de kvinder, der trives med deres job. Jeg ser det ikke, som at jeg 'udslette deres eksistens' eller nægte dem rettigheder, jeg ser det slet og ret som at mænd (eller kvinder) ikke skal have ret til at købe andres kroppe. Der er så mange, der bliver skadede af det, så mænds (og andres) ret til at købe sex kolliderer med andres rettigheder.

Kvinders oplevelser

Det skal selvfølgelig heller ikke kun handle om transideologi herinde. Men de seneste par dage har jeg fundet det vigtigt at forklare, hvad mit problem konkret er, så det ikke bare kommer til at virke som om, jeg bare sidder og hader på en gruppe mennesker, bare fordi jeg kan.

Jeg hader ikke nogen. Om det så er sexistiske mænd, så hader jeg dem ikke, vores verdenssyn harmonerer bare ikke, og mit verdenssyn harmonerer heller ikke med transaktivisters.

Der er så mange kvindelige erfaringer, som ikke alle kvinder oplever, men ligesom alle mænd ikke voldtager, så er det vigtigt, at vi kan tale om det, frit og åbent, uden at skulle frygte, at vi træder nogle over tæerne. Det er en kvindelig erfaring at være bange for at færdes i det offentlige rum. Det er en kvindelig erfaring, at vi påvirkes af sagen om Kim Wall, Emilie Meng, og diverse andre sager. Det er en kvindelig erfaring, at vi er på vagt over for mænd, at vi har ledelsesansvaret i hjemmet, mens vi er usynlige, når manden roses for sit store arbejde, desuagtet, at han egentlig bare høster frugterne af kvindens nøje planlægning og det er os, der trækker det følelsesmæssige læs.

Det er vigtigt. Det er feministiske kernesager. Og for mig er de essentielle. Og de går tabt, tror jeg, hvis samtalen ikke længere kan dreje sig om, hvad det vil sige at blive mødt som kvinde i samfundet, men om at alle kan være kvinder og skal mødes som sådan, hvis de ønsker det.

Det burde ikke være et kontroversielt synspunkt. Og derfor er jeg nødt til at stå fast på, at det er sådan jeg mener og føler.

Transideologiens religiøse islæt

Jeg er ikke et religiøst menneske. Jeg er sådan ret jordnær, når det kommer til, hvorfor vi er her, hvad det større formål er: Vi er tilfældigt opstået her på jorden, og vores mål her i livet er ret simpelt, vi skal formere os.

Man kan mene, at min tilgang til det er at 'reducere mennesker til deres kønsorganer' eller til deres 'forplantningsevner'. Lad mig straks skyde den ned ved at sige, jeg selv er en vaskeægte evolutionær  blindgyde: Jeg har ikke børn og jeg skal heller ikke have nogen. Jeg finder et andet mål i livet og en anden mening med det, men jeg tror ikke, at der er højere magter på spil. Det er bare mennesket, der, på en eller anden måde, er drønet fra vores oprindelige formål med vores gode kognitive forudsætninger.

Og det er så her, transideologien kommer ind. Fordi for mig er det ret simpelt: Vi skal forplante os. Og det kan ikke alle, men vi er mænd og kvinder med det formål. At vores køn ikke bare er en biologisk realitet, men noget, der ikke kan måles, vejes eller ses med det blotte øje, men en følelse, uafhængigt at kroppen, lidt ligesom en sjæl, det har jeg meget svært ved at købe.

Det kræver virkelig, at man er stærk i troen, hvis man skal kunne se på en pik og ikke se et mandligt kønsorgan, men se et kvindeligt. Jeg har virkelig prøvet (ikke at se på en pik med det formål, men at tro). Det eneste, jeg får ud af det er, at jeg VED, at jeg ikke er sand troende. Jeg HAR ikke en kvindelig følelse i mit hoved, jeg tror ikke på, at min undertrykkelse er begrundet i en følelse eller er fordi jeg er feminin. Jeg tror ikke på, at køn er en social konstruktion.

For mig er der en biologisk realitet. Og den er det vigtigt at holde fast i, måske særligt for kvinder, for det er der, kilden til vores undertrykkelse ligger. Og jeg tror ikke at undertrykkelsen ændrer sig, fordi vi begynder at tro på, at den biologiske virkelighed ikke eksisterer, men er erstattet af en virkelighed, hvor kønsidentitet har erstattet kønnet. For patriarkatet kommer altså ikke til at tro på det...

Kønsidentitet efter Yaniv

Det er egentlig spændende nok at tænke over, hvad kønsidentitet egentlig betyder, her efter at Yaniv, undskyld mit sprog, men har fået røven (og sine behårede boller) på komedie.

Yaniv er en transkvinde. Transkvinder ER kvinder. En kvinde er enhver, der siger, at vedkommende er kvinde. At være kvinde er en følelse indeni. Men Yaniv har fået underkendt sin kvindelighed, fordi de der male parts mellem hendes ben, dem kan man alligevel ikke byde kvinder at røre ved uden samtykke.

Så bliver man forpustet. Og lidt rundtosset. Hvad er status så? Er det sådan, at man skal juble over den minoritetskvinde, der ikke havde råd til at kæmpe imod Yaniv søgsmål, og måtte lukke sin biks? Er det en transfob, der må bide i græsset?

Situationen med Yaniv gør det hele ret akavet, for når en pik er et kvindeligt kønsorgan, når det sidder på en transkvinde, så burde man ikke kunne sige nej, når det er ens metier at vokse kvinders intime dele. 

Er det lidt situationen med lesbiske om igen? At der er sket en uretfærdighed mod Yaniv, fordi hvis man ikke vil vokse hendes boller, så bør man 'genoverveje sine præferencer'? Eller i dette tilfælde bare bide i det sure æble og vokse de der forbandede boller, også selvom man ikke er uddannet til det? For uanset hvordan man siger fra, så vil der vil opstå den mistanke, at det er fordi, man ikke anerkender det mellem benene, som kvindeligt? Ville den mistanke opstå, hvis det VAR kvindeligt.

Spørgsmålene er mange. Svarene er få. Og jeg er særdeles glad for, at det ikke er mig, der får opgaven med at komme med et sammenhængende, logisk, letforståeligt svar på det.

Transideologiens ultraliberalistiske islæt

Det er sjovt, for det er jo ligesom et slagråb blandt såkaldte feminister, at hvis ikke din feminisme lever op til 7.000 krav, så er det ikke rigtig feminisme. To af kravene er, at den skal være socialistisk og den skal være transinkluderende.

Og det er så her, mit tilbagevendende spørgsmål om, hvordan transideologien gavner kvinder SOM GRUPPE kommer ind i billedet. For set fra min synsvinkel og det, jeg hører igen og igen det er, at vi skal tage hånd om de transkønnede. De er en lillebitte sårbar gruppe. Og hvis de siger, de er kvinder, så ER de kvinder. Hvis du er ubehageligt tilpas med en transkvinde med penis i dit omklædningsrum, så skal du pakke dig, hvis du ikke vil have sex med en transkvinde, så skal du lige genoverveje.

Transideologien er i sin kerne helt og holdent centreret om individets opfattelse af sig selv. Og gruppen må så indrette sig, om det så medfører, at man skal tage en pik, man ikke overhovedet tænder på, for indehaveren SER sig som en kvinde ergo ER indehaveren en kvinde.

For mig er det helt skævt. Igen, transkvinder er muligvis en sårbar og lille gruppe, men er din socialisme noget værd, hvis du tager flertallet og kyler det direkte ind under bussen for at gavne et lillebitte mindretal? Det er jo ikke socialisme, det kommer jo ikke til at medføre tryghed, respekt og sikkerhed, tværtimod, så bygger det på jernhård kontrol med andres adfærd og tanker. For dét, man bygger sin ideologi på er, at folk er for bange for at blive stemplet som 'nazi', 'TERF' eller 'transfob' til at sige fra.

Det er ikke socialisme og det er ikke feminisme, men det er fuldstændig genialt at fortælle os, at det er lige præcis, hvad det er, og medmindre du retter ind, så kan du stikke din feminisme skråt op. Du gør feminismen tandløs og ufarlig, fordi du har en hel redskabskasse med skældsord, du kan hæfte på ulydige kvinder. Dermed kan du holde dem på plads. For man kan ikke argumentere med andres subjektive følelser, og hvis en transkvinde bliver virkelig såret over, at du ikke vil dele omklædningsrum, så vil transkvinden altid vinde oppression olympic.

The survival of the most oppressed individual.

Undertrykkelsens dynamikker

Der er en helt særlig dynamik i mænds undertrykkelse af kvinder. Vi bliver slået ihjel, får tæsk og bliver voldtaget (af ikke alle mænd), men alligevel får vi solgt idéen om, at mand, børn og ægteskab fortsat er vejen til det gode liv. Vi påtager os i det heteroseksuelle ægteskab fortsat at tage os af det følelsesmæssige arbejde, størstedelen af husarbejdet og vi tager barslen - oftest AL barslen.

Nogle af os springer ud som feminister og retter en kritik mod denne konstellation, mod denne tingenes tilstand. Selv som feminister, i kampen for lige rettigheder, så bukker og skraber vi. Vi hader ikke mænd, vi kæmper også for mænd, det er jo ikke alle mænd, og så videre. Vi er socialiserede til at være imødekommende. Vi er veldresserede nok til ikke at bede dem om at kæmpe deres egne kampe og ikke hænge op ad os og lade os tage DERES ligestillingskampe også. Vi er flinke, ordentlige, nydelige kvinder. Velopdragne.

Og det er så her, jeg finder det interessant at se på undertrykkelsen af transkønnede. For som jeg tidligere har skrevet, så har feminismen fået pålagt sig, at transkønnede også er vores ansvar. VI skal tage os af det, VI skal rumme. VI skal inkludere. Dem, der råber op om, at det synes de ikke, de er TERF's, de er transfober, de er DÅRLIGE mennesker. Vi bliver solgt en idé om, at transkønnede er den allermest sårbare gruppe, der findes overhovedet. Men ser man på det ud fra et undertrykkelsesperspektiv, så må jeg sige, at transkønnede i den grad er en gruppe, der har vind i sejlene i forhold til at give udtryk for egne behov, få andre til at flytte deres grænser, tage deres kampe og få kritikere ned med nakken.

Undertrykkelsesmekanismerne er her helt, helt anderledes. Og dét er interessant. For vi får fortalt, at transkvinder ikke er socialiserede som mænd, de er socialiserede som kvinder, og i modsætning til transkvinder er de langt mere sårbare. Af en sårbar gruppe, så er det imponerende, at det alligevel er lykkedes at få adgang til de engelske kvindefængsler, til de engelske rugbyhold, hvor man smadrer kvinder så eftertrykkeligt, så dommere og spillere forlader spillet, til kvinders MMA-kampe, hvor kvinder ender med kraniebrud, ja, generelt kvinders sport, hvor kvinder udraderes. Kampen står nu om adgangen til kvinders intime dele, og også her lyder det i kor, at kvinder må give sig, fordi det er synd.

Jeg er ked af at sige det, men der er ikke en flig af den belevenhed og underdanighed, som undertrykte kvinder viser mænd i et patriarkat. Og det selvom kvinder får at vide, at vores kritik i bogstavelig forstand er vold mod transpersoner og vi er nødt til at give afkald på os selv, fordi det er synd for dem - så synd så alle grænser er skandaløse.

Det er dybt bekymrende, at det er kommet til det sted, hvor ingen snart tør løfte deres røst med betænkeligheder, for hvad vil der så ske. Mænd er bange for, at kvinder vil grine af dem, transkvinder er bange for, at kvinder ikke vil validere dem, kvinder er bange for deres køns udslettelse, for vold, voldtægt, drab og komplet nedbrud af alle vores grænser.

Forstå mig ret, jeg siger ikke, at transkønnede ikke er sårbare eller ikke kan have behov for støtte. Jeg siger, at måden at gøre det på ikke er at give endnu et kors, de skal slæbe med sig gennem livet for at være nok for alle andre end sig selv.

En ny LGB-alliance er født

Stonewall er Storbritanniens største LGBT-organisation. Da kampen for samkønsægteskaber skulle udkæmpes i slut 80'erne forsømte organisationen at tage et klart standpunkt. Det formåede de først, da det viste sig, at 98 % af deltagerne i en rundspørgeundersøgelse var utvetydigt for.

Denne gang vil organisationen ikke være on the worng side of history, og de har i den grad favnet de nye vinde med, at køn ikke længere er en biologisk realitet, men dét, du selv mener, du er. Som så mange andre steder, så betyder det EN ting: At de lesbiske føler sig taget og kylet direkte ind under bussen. På sidste års London Pride var der en lille gruppe kvinder, der tiltvang sig adgang til det forreste af paraden med bannere, der sagde: 'Transaktivisme sletter lesbiske', 'Lesbiske har ikke pikke' og 'pro-kvinder, ikke imod transkønnede'. Der er to ting, jeg vil knytte til det: Den ene er, at det er bemærkelsesværdigt, at man lige i røven på #MeToo, hvor der er blevet talt rigtigt meget om at 'tro på kvinder', ikke mere utvetydigt støtter de lesbiske, når de siger fra. Det andet er, at det med ikke at 'få eksistens anerkendt' er et slag, som både transkønnede og lesbiske hævder. Hvis man ikke mener, at en kvinde med en pik er en rigtig kvinde, så anerkender man ikke vedkommendes eksistens. Men hvis en lesbisk siger, at hun ikke ønsker sin seksualitet omdefineret til at omfatte pikke, what to do?

Og det er lige det, vi nu ser konsekvensen af. For Simon Fanshawe, som er en af de oprindelige 14 stiftere af Stonewall har for et stykke siden netop proklameret, at det at 'get the L out of LGBT' kunne blive en konsekvens, fordi Stonewall ikke længere ser sig i stand til at beskytte de lesbiske.

Det er så vildt, at dette er blevet båret frem af mennesker, der kalder sig feminister. For mig er det utænkeligt, at jeg skulle kunne støtte, at lesbiske får omdefineret, hvad deres seksualitet betyder og hvor deres grænser går. LYT TIL KVINDER!

Jeg ønsker alt det bedste for den nye LGB Alliance. Og jeg er faktisk utrolig opmuntret af, at der nu rundt omkring sker tiltag, der sikrer kvinders fortsatte rettigheder. Hvis ikke VI står fast på egne rettigheder, så er der ingen der gør det for os.

Forced teaming

Der er et begreb, som sikkerhedseksperten Gavin de Becker bruger i sin bog, 'The gift of fear'. Det er en form for manipulationsteknik voldsmænd med kan tage i brug for at manipulere med deres påtænkte offer. Det kaldes forced teaming, og handler i al sin enkelhed om at få skabt et 'vi', som offeret ikke har samtykket til og heller ikke nødvendigvis har forstået, hvor pludselig er opstået.

Lad os tage eksemplet, at du og en mand kommer drønende for fuld fart hen mod en bus, men den lukker dørene og kører før I når det. Manden ser smilende på dig og siger: 'Ja, der kom VI for sendt, hva'?´. Det er en lillebitte ting, og hvis man begyndte at bede ham om at passe min egen matrikel, så ville man nok blive kaldt hysterisk. Men det er én teknik blandt flere, og jeg har tænkt mig senere hen at bruge lidt tid på vold mod kvinder.

Min pointe med alt det her er: Jeg føler mig faktisk udsat for forced teaming. Jeg har ingen idé om, hvornår jeg gik fra at være feminist med kvinders bedste for øje til at være et 'vi' med transaktivister med en anden agenda. Jeg har ikke bedt om det. Og det undrer mig stadig, at man i en bevægelse, der slår så meget på, at man skal være kritisk, som den feministiske og hvor feminisme SÅ tydeligt er sekundært i forhold til transideologi, at man så ikke sikrer sig, hvor andre mennesker står. Og jeg køber ikke pladderet om, at mine holdninger er at sammenligne med nazisme. Stik det op, hvor solen aldrig skinner. Kvinders rettigheder er fandeme ikke nazisme, og det at antyde det er lige så stødende, som når folk kalder mig feminazi.

Det blev et indlæg om præferencer, der fik jorden til at brænde, men det ER feminisme at sige, at ingen bør genoverveje sine præferencer og alle har ret til egen krop. Det ER feminisme at holde på, at Yaniv må vokse sine egne boller, hvis ikke andre gider. Det ER feminisme at danne sig en selvstændig mening og ikke bare lade sig spænde for andres vogn. Det er decideret ufeministisk bare at antage, at man kan lukrere på andres arbejde uden lige at sikre sig, at de er med på at blive spændt for en dagsorden, der ikke stemmer overens med deres principper.

Nej tak til forced teaming.

Endnu en omgang præferencer

Igen? Virkelig? Efter at det kostede min Facebookblog OG min profil livet (i hvert fald er den besvimet foreløbig)? Ja. Fandeme. Vi graver videre.

Sagen er som følger:

Jeg er en heteroseksuel kvinde. Det betyder, at min seksuelle orientering er rettet mod de mænd, der kommer med en pik påmonteret. Man kan tale fra nu af og til jul og endda til påske næste år om, at det ikke er medfødt, det er en social konstruktion, men det ændrer ikke ved, at det er min seksuelle orientering. Det er ikke en præference, og det har nu i 33 år været fuldstændig ufravigeligt, at skal jeg have sex, så skal det være med en pik. Jeg ved godt, der er andre måder at have sex på, (tak), men det ændrer ikke på, at det er kroppe med pikke påmonterede, der gør det for mig.

Den er ikke længere end det.

SÅ kan vi tale om mine præferencer. Og der kan vi tale om, at det er sociale konstruktioner, og der er jeg helt anderledes velligt stillet. Ikke så meget til at tænke over dem, for det kan jeg godt, det fører ikke en skid med sig andet end teoretisk navlepilleri, men det er helt korrekt, at selvom jeg har præferencer for høje, mørke mænd uden hår på brystet, så ville den rette mand på 165, med hår på brystet og lyst hår kunne tænde mig, hvis han var sjov, intelligent og charmerende. Dét er nemlig præferencer. Og de vajer i vinden som et flag i stormvejr, for de er som sådan ret overfladiske og baseret på, at jeg ikke har andet at forholde mig til ved en potentiel partner end udseendet.

Her er så min påstand: Seksuel orientering kan ikke, på nogen måde, sammenlignes med præferencer. Og det er hamrende homofobisk at gøre det. Hvis man er lesbisk og siger nej til pik, så skal det respekteres - det er ikke en præference. Og der er ikke noget forkert i at være lesbisk og ikke have lyst til pik. Det er ikke et problem, der skal fikses. Det er sikkert træls og hårdt som transkønnet at blive valgt fra på grund af sine genitalier. Men man må bare erkende, at sådan er verden indrettet - sex involverer for flertallet genitalier, og i og med at sex skal være rart og sjovt, så skal det ikke foregå med kønsorganer, man bruger tiden på at bekæmpe sin modvilje mod.

Det er så fuldstændig logisk for mig, at jeg føler, jeg mansplainer. Men det er åbenbart noget, det er nødvendigt at præcisere i disse tider.

Yanivs behårede boller

Jeg ved, hvor jeg står i forhold til Jessica Yanivs sag om at få vokset sine behårede boller. Jeg har hele tiden vist, hvor jeg stod. For mig har det hele tiden været et feministisk issue. Ingen skal selvfølgelig tvinges til at vokse nogens behårede boller. Det burde være logik.

Men det er selvfølgelig ikke logik, og derfor så var det faktisk med stor glæde og lettelse, at jeg i går læste, at Yaniv havde tabt den sag, som var anlagt mod flere kvinder, der havde nægtet at vokse de behårede boller.

Endnu engang er vi ude i, at jeg har meget, meget svært ved at se, hvad argumentet skal være for, at man vrider armen om på kvinder, i dette tilfælde endda immigrantkvinder fra minoritetsmiljøer eller meget religiøse miljøer.

For de kvinder, ligesom for flere af os andre, så kan man godt fortælle os, at vi skal suck it up, det er bare en dames pik. Men hvis vi ikke TROR på det, selvom vi vitterligt gerne vil, så kommer der altså ikke andet ud af det end at man udsætter os for et overgreb.

Nej betyder nej. Også selvom man, som Yaniv, er en lillebitte sårbar, udsat minoritet. Og det glæder mig helt vildt. Kvinder er, heldigvis, ikke udelukkende sat i verden for at være tjenende ånder for andre mennesker. Vi har gudskelov stadig en ret til at sige nej.

Jeg savner et forsvar

Et forsvar for transkvinden Karen White. Personen, som kom i et kvindefængsel og voldtog to kvinder mere. Og faktisk også et forsvar generelt for de personer, der i England nu kan registreres som kvinder, selvom de har brugt deres pik til at voldtage kvinder. Kom ind i kampen og fortæl mig, hvorfor det er et feministisk anliggende, at jeg skal lægge mig i selen for deres rettigheder. Fortæl mig, hvorfor 'ciskvinder' skal affinde sig med at se deres overgrebsmand i øjnene og sige 'hun'.

Det var så hadsk, det jeg skrev på Facebook. Det var så transfobisk og forfærdeligt. Men jeg er så glad for jeg gjorde det med åbne øjne og med en bagvedliggende afvejning af konsekvenserne. Jeg er så glad for, at jeg ikke stod i en situation, hvor min overfaldsmand identificerede sig som kvinde, og jeg, som offer, simpelthen ikke ville kunne finde sympati til at støtte hans krav om at komme i kvindefængsel og så DER møde en mur af afvisning. Feministisk afvisning.

Feminister elsker at tale om, at vi skal være kritiske. Vi skal ødelægge den gode stemning. Men det gælder kun, når det er hvide mænd. Når nogle ødelægger fællessangen om at 'Transkvinder er kvinder, tralalalala', med et kritisk spørgsmål, så ramler verden.

Tag jer sammen. Og så kom op med et ordentlig forsvar. Ellers så ender flere og flere ligesom mig. Så er I advaret.

Lad os tale om transaktivisme endnu engang

Jeg troede faktisk, at jeg var færdig med at tale om transaktivisme efter medfarten på Facebook. Jeg ville igen bare skrive indlæg om feminisme og lidt nyde mit otium.

Men så skete der det, at jeg blev vred. Rasende, faktisk. Igen.

Ser I, og dette må jo være en særdeles stor glæde for transaktivisterne, i England er det sådan, at hvis du bliver anholdt for eksempelvis en voldtægt, som du har begået med din penis, og du oplyser dit køn som værende kvinde, ja, så er det sådan, du bliver registreret hos myndighederne.

Hurra hurra. Sejt for kønsidentitetens forkæmpere. Kæmpe nederlag for kvinders rettigheder. De fleste feminister med bare en flig af forståelse for tingenes sammenhænge ved,l at voldtægt ikke handler om sex, det handler om magt. En person, der begår en voldtægt får altså magt gennem den handling. Hvad tror I selv, genopleves der en følelse af magt eller ej, når man så sidder der i retten og ser sit offer blive anmodet om at tiltale én som 'hun'? Det offer, man har voldtaget med sin penis.

Det er en skandale. Det er at pisse op og ned ad ryggen på voldtægtsofre. Og det er min helt klare opfattelse, at man kan ikke være feminist og samtidig bakke op om, at dette her er, som det skal være. Uanset, hvad folk må mene, så er det eneste hadske i min retorik her, det er rettet mod kvinder, hvis man i ramme alvor mener, at det er i sin skønneste orden at byde kvinder det.

Back to business

Verden er måske nok lamslået over, hvor modbydelig et menneske, jeg har vist mig at være, men livet må jo alligevel gå videre, og jeg har tænkt mig at fortsætte min feministiske kamp ved at tage en runde mere med, hvad der efterhånden er blevet mit yndlingsemne: Værnepligten.

Jeg beklager, hvis jeg allerede har skrevet om dette her på Feministiskfurore. Hvis jeg har, så bær over med mig. Der kommer noget mere spændende i morgen. 

Ved første øjekast er værnepligten måske ikke så interessant, men det er da kun til man ser lidt nærmere på den.

Hvis vi skruer tiden tilbage, så blev værnepligten indført af magtens mænd. Kvinder havde ikke stemmeret, og de kunne selvfølgelig ikke gå i kamp for fædrelandet og dø ærefuldt, det siger sig selv. Den overbevisning var, som jeg har skrevet om før, så fast forankret, så da vi fik en ny næringslov, der gav kvinder adgang til alle andre offentlige hverv, så fulgte værnepligten ikke med.

Nu skruer vi så tiden frem til i dag. Hvor det førhen hed sig, at fruentimmere slet ikke kunne finde ud af at håndtere sådan noget som værnepligt eller være med i de væbnede styrker, så hedder det sig i det, at det er uretfærdigt over for MÆND, at der er værnepligt for mænd og ikke for kvinder, og hvorfor kæmper feminister ikke dén kamp?

Jeg ved ikke med jer, men jeg har faktisk ikke specielt meget lyst til at påtage mig ansvaret for en historie, der har bygget så meget på kvindehad, så man udelukker halvdelen af sine våbenføre indbyggere på grund af deres køn. Den må hænge på mænd. Jeg synes, at det er en fair kamp for mænd at kæmpe. Deres kamp, og kun deres.

Om at gå direkte ind i et skældsordsstempel

Det har måske udefra set ud som om, at jeg var uheldig og fik jokket i noget, jeg ikke vidste ville eksplodere lige op i fjæset på mig.

Intet kunne være længere fra sandheden.

Der ligger mange tanker bag. Jeg har prøvet at rette ind, da jeg fandt ud, at jeg ikke kunne, så valgte jeg at holde lav profil, da det heller ikke virkede mere, så lavede jeg en detaljeret plan. Først meldte jeg mig ud af alle feministiske grupper. Jeg har mine holdninger, og de er, som verden er nu, af en sådan beskaffenhed, så de gør folk ilde til mode ved at være i min nærhed. Det er ikke min intention, så jeg valgte at gå. Jeg gjorde op med mig selv, om jeg helst ville blive og dermed være en værre hykler eller om jeg ville kunne se mig selv og verden i øjnene. Jeg valgte det sidste.

Da det var klarede, så sonderede jeg terrænet. Folk blev måske nok rystede over min udmelding, men jeg havde faktisk - i eget navn - skrevet flere kritiske kommentarer uden reaktion. Så måske havde jeg ikke helt regnet med den voldsomme reaktion, men jeg var heller ikke helt taget på sengen.

Og sidst men ikke mindst, så forlod jeg Facebook og søgte til min en reel blog.

Så her er vi nu. Og det skal udnyttes. Jeg var faktisk længe træt af Facebook. Folk bliver hurtigt meget sort/hvide, og jeg glæder mig til her at kunne beskæftige mig med emner, der ligger mig på sinde, som kan gavne kvinder og som jeg kan sysle med i fred og ro.

Det er voldsomt, at ens holdninger skal kræve så meget planlægning og så meget styrke. Og der er ikke meget styrke i et sammenhold, der på et splitsekund sender en ud fra velvillighedens tinder til en udørk på internettet, men det er hvad det er, og så fortsætter vi bare her. 

På Kanten

Måske lyder det banalt, men mit moralske kompas er inspireret af Kants ketagoriske imperativ, hvilket vil sige, at man skal handle sådan, så ens handlings grundvilje kan ophøjes til alment gældende lov.
Hvis det skal oversættes til feminisme, så vil det netop blive oversat til, at tiltag der er feministiske skal gavne kvinder som gruppe. Det er mit udgangspunkt, og det er klippefast. Det er ikke for at være ond, faktisk så vil jeg virkelig gerne være et ordentligt menneske over for andre, men med det forbehold, at jeg ikke vil slå knude på mig selv for at imødekomme andre. Dette gælder uanset, hvilken udsat gruppe, de måtte tilhøre.
For mig er det et sundt udgangspunkt at følge sin egen overbevisning og kunne mærke sine egne grænser. For mig er det helt og aldeles afgørende at jeg kan det, og hvis det betyder, at jeg må brænde alle mine broer og blive rygende uenig med folk, der før mente, at vi har allierede, så må det være sådan. Vi er ikke stærke sammen, hvis styrken består i, at jeg ikke kan lufte mine holdninger og min overbevisning.
Jeg ønsker ikke noget ondt for transkvinder eller andre kønsminoriteter. Og hvor groft det end må lyde, så vil en overbevisning om, at jeg ønsker det være et udtryk for, at man forventer for meget.
Feminismen har kæmpet en lang sej kamp for at få kvinder ud af rollen som gratis omsorgsgiver for de syge, de svage, børn og ældre. Måske har jeg ikke tidligere rigtig fået reflekteret over, hvor hård den kamp må have været, hvor mange sjælelige kvaler det må have kostet at holde på, at man fortjente løn for det arbejde. Men udgangspunktet er sådan set det samme her. Transkvinder er måske nok en udsat, sårbar gruppe. Så skal de hjælpes af samfundet, og det må være kampen. Kampen skal ikke stå mod kvinder, der egentlig ikke vil nogen noget ondt, men bare prøver at sikre, at deres rettigheder ikke tromles i en kamp, der markedsføres som 'fælles'.