Verden er måske nok lamslået over, hvor modbydelig et menneske, jeg har vist mig at være, men livet må jo alligevel gå videre, og jeg har tænkt mig at fortsætte min feministiske kamp ved at tage en runde mere med, hvad der efterhånden er blevet mit yndlingsemne: Værnepligten.
Jeg beklager, hvis jeg allerede har skrevet om dette her på Feministiskfurore. Hvis jeg har, så bær over med mig. Der kommer noget mere spændende i morgen.
Ved første øjekast er værnepligten måske ikke så interessant, men det er da kun til man ser lidt nærmere på den.
Hvis vi skruer tiden tilbage, så blev værnepligten indført af magtens mænd. Kvinder havde ikke stemmeret, og de kunne selvfølgelig ikke gå i kamp for fædrelandet og dø ærefuldt, det siger sig selv. Den overbevisning var, som jeg har skrevet om før, så fast forankret, så da vi fik en ny næringslov, der gav kvinder adgang til alle andre offentlige hverv, så fulgte værnepligten ikke med.
Nu skruer vi så tiden frem til i dag. Hvor det førhen hed sig, at fruentimmere slet ikke kunne finde ud af at håndtere sådan noget som værnepligt eller være med i de væbnede styrker, så hedder det sig i det, at det er uretfærdigt over for MÆND, at der er værnepligt for mænd og ikke for kvinder, og hvorfor kæmper feminister ikke dén kamp?
Jeg ved ikke med jer, men jeg har faktisk ikke specielt meget lyst til at påtage mig ansvaret for en historie, der har bygget så meget på kvindehad, så man udelukker halvdelen af sine våbenføre indbyggere på grund af deres køn. Den må hænge på mænd. Jeg synes, at det er en fair kamp for mænd at kæmpe. Deres kamp, og kun deres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar