Undertrykkelsens dynamikker

Der er en helt særlig dynamik i mænds undertrykkelse af kvinder. Vi bliver slået ihjel, får tæsk og bliver voldtaget (af ikke alle mænd), men alligevel får vi solgt idéen om, at mand, børn og ægteskab fortsat er vejen til det gode liv. Vi påtager os i det heteroseksuelle ægteskab fortsat at tage os af det følelsesmæssige arbejde, størstedelen af husarbejdet og vi tager barslen - oftest AL barslen.

Nogle af os springer ud som feminister og retter en kritik mod denne konstellation, mod denne tingenes tilstand. Selv som feminister, i kampen for lige rettigheder, så bukker og skraber vi. Vi hader ikke mænd, vi kæmper også for mænd, det er jo ikke alle mænd, og så videre. Vi er socialiserede til at være imødekommende. Vi er veldresserede nok til ikke at bede dem om at kæmpe deres egne kampe og ikke hænge op ad os og lade os tage DERES ligestillingskampe også. Vi er flinke, ordentlige, nydelige kvinder. Velopdragne.

Og det er så her, jeg finder det interessant at se på undertrykkelsen af transkønnede. For som jeg tidligere har skrevet, så har feminismen fået pålagt sig, at transkønnede også er vores ansvar. VI skal tage os af det, VI skal rumme. VI skal inkludere. Dem, der råber op om, at det synes de ikke, de er TERF's, de er transfober, de er DÅRLIGE mennesker. Vi bliver solgt en idé om, at transkønnede er den allermest sårbare gruppe, der findes overhovedet. Men ser man på det ud fra et undertrykkelsesperspektiv, så må jeg sige, at transkønnede i den grad er en gruppe, der har vind i sejlene i forhold til at give udtryk for egne behov, få andre til at flytte deres grænser, tage deres kampe og få kritikere ned med nakken.

Undertrykkelsesmekanismerne er her helt, helt anderledes. Og dét er interessant. For vi får fortalt, at transkvinder ikke er socialiserede som mænd, de er socialiserede som kvinder, og i modsætning til transkvinder er de langt mere sårbare. Af en sårbar gruppe, så er det imponerende, at det alligevel er lykkedes at få adgang til de engelske kvindefængsler, til de engelske rugbyhold, hvor man smadrer kvinder så eftertrykkeligt, så dommere og spillere forlader spillet, til kvinders MMA-kampe, hvor kvinder ender med kraniebrud, ja, generelt kvinders sport, hvor kvinder udraderes. Kampen står nu om adgangen til kvinders intime dele, og også her lyder det i kor, at kvinder må give sig, fordi det er synd.

Jeg er ked af at sige det, men der er ikke en flig af den belevenhed og underdanighed, som undertrykte kvinder viser mænd i et patriarkat. Og det selvom kvinder får at vide, at vores kritik i bogstavelig forstand er vold mod transpersoner og vi er nødt til at give afkald på os selv, fordi det er synd for dem - så synd så alle grænser er skandaløse.

Det er dybt bekymrende, at det er kommet til det sted, hvor ingen snart tør løfte deres røst med betænkeligheder, for hvad vil der så ske. Mænd er bange for, at kvinder vil grine af dem, transkvinder er bange for, at kvinder ikke vil validere dem, kvinder er bange for deres køns udslettelse, for vold, voldtægt, drab og komplet nedbrud af alle vores grænser.

Forstå mig ret, jeg siger ikke, at transkønnede ikke er sårbare eller ikke kan have behov for støtte. Jeg siger, at måden at gøre det på ikke er at give endnu et kors, de skal slæbe med sig gennem livet for at være nok for alle andre end sig selv.