Transideologiens religiøse islæt

Jeg er ikke et religiøst menneske. Jeg er sådan ret jordnær, når det kommer til, hvorfor vi er her, hvad det større formål er: Vi er tilfældigt opstået her på jorden, og vores mål her i livet er ret simpelt, vi skal formere os.

Man kan mene, at min tilgang til det er at 'reducere mennesker til deres kønsorganer' eller til deres 'forplantningsevner'. Lad mig straks skyde den ned ved at sige, jeg selv er en vaskeægte evolutionær  blindgyde: Jeg har ikke børn og jeg skal heller ikke have nogen. Jeg finder et andet mål i livet og en anden mening med det, men jeg tror ikke, at der er højere magter på spil. Det er bare mennesket, der, på en eller anden måde, er drønet fra vores oprindelige formål med vores gode kognitive forudsætninger.

Og det er så her, transideologien kommer ind. Fordi for mig er det ret simpelt: Vi skal forplante os. Og det kan ikke alle, men vi er mænd og kvinder med det formål. At vores køn ikke bare er en biologisk realitet, men noget, der ikke kan måles, vejes eller ses med det blotte øje, men en følelse, uafhængigt at kroppen, lidt ligesom en sjæl, det har jeg meget svært ved at købe.

Det kræver virkelig, at man er stærk i troen, hvis man skal kunne se på en pik og ikke se et mandligt kønsorgan, men se et kvindeligt. Jeg har virkelig prøvet (ikke at se på en pik med det formål, men at tro). Det eneste, jeg får ud af det er, at jeg VED, at jeg ikke er sand troende. Jeg HAR ikke en kvindelig følelse i mit hoved, jeg tror ikke på, at min undertrykkelse er begrundet i en følelse eller er fordi jeg er feminin. Jeg tror ikke på, at køn er en social konstruktion.

For mig er der en biologisk realitet. Og den er det vigtigt at holde fast i, måske særligt for kvinder, for det er der, kilden til vores undertrykkelse ligger. Og jeg tror ikke at undertrykkelsen ændrer sig, fordi vi begynder at tro på, at den biologiske virkelighed ikke eksisterer, men er erstattet af en virkelighed, hvor kønsidentitet har erstattet kønnet. For patriarkatet kommer altså ikke til at tro på det...