Kvinders oplevelser

Det skal selvfølgelig heller ikke kun handle om transideologi herinde. Men de seneste par dage har jeg fundet det vigtigt at forklare, hvad mit problem konkret er, så det ikke bare kommer til at virke som om, jeg bare sidder og hader på en gruppe mennesker, bare fordi jeg kan.

Jeg hader ikke nogen. Om det så er sexistiske mænd, så hader jeg dem ikke, vores verdenssyn harmonerer bare ikke, og mit verdenssyn harmonerer heller ikke med transaktivisters.

Der er så mange kvindelige erfaringer, som ikke alle kvinder oplever, men ligesom alle mænd ikke voldtager, så er det vigtigt, at vi kan tale om det, frit og åbent, uden at skulle frygte, at vi træder nogle over tæerne. Det er en kvindelig erfaring at være bange for at færdes i det offentlige rum. Det er en kvindelig erfaring, at vi påvirkes af sagen om Kim Wall, Emilie Meng, og diverse andre sager. Det er en kvindelig erfaring, at vi er på vagt over for mænd, at vi har ledelsesansvaret i hjemmet, mens vi er usynlige, når manden roses for sit store arbejde, desuagtet, at han egentlig bare høster frugterne af kvindens nøje planlægning og det er os, der trækker det følelsesmæssige læs.

Det er vigtigt. Det er feministiske kernesager. Og for mig er de essentielle. Og de går tabt, tror jeg, hvis samtalen ikke længere kan dreje sig om, hvad det vil sige at blive mødt som kvinde i samfundet, men om at alle kan være kvinder og skal mødes som sådan, hvis de ønsker det.

Det burde ikke være et kontroversielt synspunkt. Og derfor er jeg nødt til at stå fast på, at det er sådan jeg mener og føler.