onsdag den 30. oktober 2019

TERF rimer på SWERF

I forbindelse med min afgang fra Facebook blev jeg 'beskyldt' for at være stolt af mit nyerhvervede TERF-stempel. Det er jeg, som jeg vist har nævnt, ikke.

Jeg har ikke et forhold til et ordet. Det er en konsekvens af mine holdninger, og at folk begynder med skældsord får mig ikke til at bøje hovedet og sige: 'Nå, ja, okay så, jeg giver mig'. Hvem skulle vinde på det? Ikke mig. Så måske dem, der bruger den slags metoder for at få folk til at rette ind, men den klub skal jeg ikke være med i.

Men det skal ikke handle om det. Det skal snarere handle om et andet stempel, man kunne hæfte på mig (nu man er i gang). Jeg vil nok også falde ind under betegnelsen SWERF. Jeg er nemlig imod prostitution.

I min verden er det egentlig ret simpelt: Der er dem, der holder på, at kvinder skal have RET til at vælge at sælge sex som erhverv. Jeg laver den hurtige prøve: Gavner det kvinder som gruppe? Nej, gu' gør det ej. Der er så mange kvinder, der bliver smadret af det erhverv. Og sjovt nok, så er det ligesom med TERF-stemplet ikke hovedsageligt andre kvinder, der ødelægger livet for prostituerede - det er vel snarere mænd, for ikke at tale om hele vores kultur, der er hyperopmærksomme på kvinders seksuelle eskapader.

Jeg ser ikke min modstand mod prostitution som en modstand mod de kvinder, der trives med deres job. Jeg ser det ikke, som at jeg 'udslette deres eksistens' eller nægte dem rettigheder, jeg ser det slet og ret som at mænd (eller kvinder) ikke skal have ret til at købe andres kroppe. Der er så mange, der bliver skadede af det, så mænds (og andres) ret til at købe sex kolliderer med andres rettigheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar