På Kanten

Måske lyder det banalt, men mit moralske kompas er inspireret af Kants ketagoriske imperativ, hvilket vil sige, at man skal handle sådan, så ens handlings grundvilje kan ophøjes til alment gældende lov.
Hvis det skal oversættes til feminisme, så vil det netop blive oversat til, at tiltag der er feministiske skal gavne kvinder som gruppe. Det er mit udgangspunkt, og det er klippefast. Det er ikke for at være ond, faktisk så vil jeg virkelig gerne være et ordentligt menneske over for andre, men med det forbehold, at jeg ikke vil slå knude på mig selv for at imødekomme andre. Dette gælder uanset, hvilken udsat gruppe, de måtte tilhøre.
For mig er det et sundt udgangspunkt at følge sin egen overbevisning og kunne mærke sine egne grænser. For mig er det helt og aldeles afgørende at jeg kan det, og hvis det betyder, at jeg må brænde alle mine broer og blive rygende uenig med folk, der før mente, at vi har allierede, så må det være sådan. Vi er ikke stærke sammen, hvis styrken består i, at jeg ikke kan lufte mine holdninger og min overbevisning.
Jeg ønsker ikke noget ondt for transkvinder eller andre kønsminoriteter. Og hvor groft det end må lyde, så vil en overbevisning om, at jeg ønsker det være et udtryk for, at man forventer for meget.
Feminismen har kæmpet en lang sej kamp for at få kvinder ud af rollen som gratis omsorgsgiver for de syge, de svage, børn og ældre. Måske har jeg ikke tidligere rigtig fået reflekteret over, hvor hård den kamp må have været, hvor mange sjælelige kvaler det må have kostet at holde på, at man fortjente løn for det arbejde. Men udgangspunktet er sådan set det samme her. Transkvinder er måske nok en udsat, sårbar gruppe. Så skal de hjælpes af samfundet, og det må være kampen. Kampen skal ikke stå mod kvinder, der egentlig ikke vil nogen noget ondt, men bare prøver at sikre, at deres rettigheder ikke tromles i en kamp, der markedsføres som 'fælles'.