Det har måske udefra set ud som om, at jeg var uheldig og fik jokket i noget, jeg ikke vidste ville eksplodere lige op i fjæset på mig.
Intet kunne være længere fra sandheden.
Der ligger mange tanker bag. Jeg har prøvet at rette ind, da jeg fandt ud, at jeg ikke kunne, så valgte jeg at holde lav profil, da det heller ikke virkede mere, så lavede jeg en detaljeret plan. Først meldte jeg mig ud af alle feministiske grupper. Jeg har mine holdninger, og de er, som verden er nu, af en sådan beskaffenhed, så de gør folk ilde til mode ved at være i min nærhed. Det er ikke min intention, så jeg valgte at gå. Jeg gjorde op med mig selv, om jeg helst ville blive og dermed være en værre hykler eller om jeg ville kunne se mig selv og verden i øjnene. Jeg valgte det sidste.
Da det var klarede, så sonderede jeg terrænet. Folk blev måske nok rystede over min udmelding, men jeg havde faktisk - i eget navn - skrevet flere kritiske kommentarer uden reaktion. Så måske havde jeg ikke helt regnet med den voldsomme reaktion, men jeg var heller ikke helt taget på sengen.
Og sidst men ikke mindst, så forlod jeg Facebook og søgte til min en reel blog.
Så her er vi nu. Og det skal udnyttes. Jeg var faktisk længe træt af Facebook. Folk bliver hurtigt meget sort/hvide, og jeg glæder mig til her at kunne beskæftige mig med emner, der ligger mig på sinde, som kan gavne kvinder og som jeg kan sysle med i fred og ro.
Det er voldsomt, at ens holdninger skal kræve så meget planlægning og så meget styrke. Og der er ikke meget styrke i et sammenhold, der på et splitsekund sender en ud fra velvillighedens tinder til en udørk på internettet, men det er hvad det er, og så fortsætter vi bare her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar