onsdag den 6. november 2019

Hvad er din feminisme værd?

Det er sjovt, at feminisme af venstrefløjen lidt bliver set som noget, der tilhører den, og som dermed helst skal være socialistisk. Det er i hvert fald sjovt, når man sammenholder det med, at det er et typisk slogan inden for selvsamme feminisme, at din feminisme skal være ditten og datten og den skal være antikapitalistisk, for hvad er den ellers værd?

Værd, tænker jeg? For hvem? Og i hvilken valuta? Jeg vidste ikke, at min feminisme skulle værdisættes. Jeg ved heller ikke helt hvem, der skulle have magten til at begynde at vurdere, om min feminisme er god nok.

Jeg bryder mig meget, meget lidt om den der tilgang til andre kvinders værdisæt og holdninger. Vi er forskellige mennesker, vi har forskellige mærkesager. Hvorfor skal man ikke have lov til det, hvorfor skal der den der løftede, fordømmende pegefinger og anklagen om, at ens holdninger ikke er nok værd, hvis de ikke lever op til et ansigtsløsts kollektivs normer?

Selvfølgelig skal man ikke svigte kvinder, der er ringere stillet end en selv, og selvfølgelig skal man ikke kun kæmpe for hvide kvinder, men det er vel sådan set også de færreste kvinder, der gør det. Og selv hvis de gør, så har de vel for pokker også lov til det. Kvinder er mennesker. Vi kæmper for deres rettigheder som gruppe, ikke kun for de af dem, der opfører sig i overensstemmelse med, hvad andre synes er passende opførsel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar